2-årsstjerne til Flemming Poulsen
Palazzi, der i fjor vandt Vinterfavoritternes Ærespræmie og blev kåret som Årets 2-åring, er ny i stalden hos Klampenborg-træneren Flemming Poulsen.
Som sent som i lørdags startede Palazzi i Dansk St. Leger i regi Marc Stott, men det blev punktum for dens ophold hos JVB-træneren.
”Palazzi blev handlet efter løbet, fortæller Flemming Poulsen om sidste års vinder af Vinterfavoritternes Ærespræmie, der nu skal være andelshest.
Den står foreløbig med fynboen Thormod Jensen som ny ejer.
Palazzi har haft en forfærdelig sæson hidtil med kun en fjerdepræmie og 2.560 kroner i fem starter.
Den var første hest udenfor pengene i Dansk St. Leger, 19 længder fra vinderen.
Treåringen er droppet til 73 i formtal, men har tidligere været oppe efter 80.
Også Flemming Poulsen står foran miljøskifte.
Efter at have trænet fra landet siden hjemkomsten fra Frankrig, skal han snart træne med base på Klampenborg bane i samarbejde med Niels Petersen.
”Der mangler stadigvæk de sidste detaljer inden vi flytter hestene men aftalen er på plads. Jeg skal snart mødes med Niels (Petersen – red.) og diskutere tingene færdig, fortæller Flemming Poulsen.
Niels Petersen har ingen planer om at lukke sin stald i Norge, men da han har flere danske hesteejere, vil han åbne en filial på Klampenborg.