Aarhus har de tre største træningsstalde i provinsen
Marc Stotts exit som professionel træner har ikke rokket ved Aarhusbanen som stedet hvor de fleste hesteejere ønsker deres heste i professionel træning i provinsen. De tre største træningsstalde i provinsen tilhører nemlig alle JVB-trænere.

Torben Christensen har opbygget den største træningsstald vest for Storebælt med aktuelt 18 heste i træning, tæt fulgt af Birgitte Nielsen med 17 heste og Lea Olsen med 14 heste i træning.
Det er første gang i mere end 20 år, at veteranen Torben Christensen driver den største træningsstald i provinsen, men det er ikke første gang i hans flotte, lange, karriere.
En overgang i 80’erne havde Torben Christensen flest heste i træning i provinsen. Så mange, at han tilknyttede to lærlinge til stalden, og med hvilken succes.
Både nu afdøde Carsten Rasmussen og Klavs Hviid blev uddannet hos Torben Christensen, og begge udviklede sig til toppen i den danske jockeyelite.
Klavs Hviid opnåede bl.a. sejr i Dansk Derby med Ole Larsen-trænede Fabulous i 1984. Klavs Hviid fik chancen, da Joe Mercer meldte afbud dagen forinden.
Carsten Rasmussen nåede andenplads i Dansk Derby med Mogens Ahl-trænede Highland, og blandt meget vandt han Jyllandsløbet med Kaj Axelsen-trænede Habakuk og Skandinavisk Grand Prix med Bette-Nøk.