Bent Olsen fortsætter med at starte i år
Den danske championtræner Bent Olsen er ikke færdig med at starte heste for i år.
Efter løbene på Bro Park i dag er der tre løbsdage tilbage i Skandinavien i 2020.
”Jägersro slutter på onsdag, hvor vi deltager med to toåringer, fortæller Bent Olsen.
Det er Marshi/Oliver Wilson og Lady Jane/Andreas Tapia Dalbark, som begge skal forsøge at aflægge maidentitlen i hvert sit løb.
”Det er ikke umuligt vi starter heste på Bro Park de to kommende søndage. Nu må vi se hvordan de træner, oplyser Bent Olsen, som håber atter at være repræsenteret i Dubai i den kommende vinter.
”Løbene derude er startet, men kun for de lokale heste. Vi har sendt ansøgninger ud til flere heste, og nu venter vi på svar, oplyser Bent Olsen.
”Vores heste klarede sig fint derude sidst vi var der. Red Cactus og Grey Flash var begge slået til andenpladser med kort hoved.
”Jeg har modtaget propositionerne. Præmierne er sat ned i forhold til tidligere, men de er fortsat attraktive i forhold til herhjemme i Skandinavien, siger Bent Olsen.