Bolette vandt travløb!
Den fynske galoptræner Bolette Rosenlund har det som en effektiv skakspiller, som er til både sort og hvidt på brættet.
Fordi man er galoptræner behøver man ikke fravælge travsporten.
I aftes dukkede Bolette Rosenlund op på travbanen i Billund, og det var ikke for at nyde udsigten.
”Jeg var på besøg for at se min travhest Exceptional Shadow, og det var en god tur for den vandt for første gang, fortæller en glad Bolette Rosenlund, som har hesten i træning hos den tidligere stortræner John Køhler.
”Jeg har ejet den i omkring to år. Næsten alt er til salg og det gælder også min hest, men jeg forærer den ikke væk, påpeger fynboen.
Bolette Rosenlund har en fortid som professionel i travsporten.
”Jeg har arbejdet for to travtrænere, Henrik Lønborg og Claus K. Hansen, ligesom jeg har været i bestyrelsen i den landsdækkende monteforening, oplyser Bolette Rosenlund.
Galoptræneren havde sin hidtil bedste sæson i fjor med otte sejre og 528.134 kroner, som for første gang bragte hende i Top10 på landsplan.
I år er det dags dato blevet til tre sejre og 179.286 kroner.