Da Larch Ærespræmie-vinderen blev mødt af pibekoncert
Det forekommer yderst sjældent der opstår pibekoncert af en vinderhest i galopløbene i Danmark, men det skete i den grad efter Larch Ærespræmie på derbydagen i Klampenborg i 1981.
Den tunge favorit i spillet Music Streak blev spurtbesejret af Roots med hestens træner Ole Larsen i sadlen, men det var ikke alle i Ole Larsens stald, som jublede efter overraskelsen.
Med i løbet var ligeledes Ole Larsen-trænede Born Free. Dens ejere gik amok efter løbet. Følte deres hest blev ofret i frontkampen for at tappe Music Streak for kræfter.
Born Free-ejerne råbte og skreg, og nede i vindercirklen stod Roots ejer og opdrætter Jens Møller Jensen, som var helt uskyldig, hvis der var tale om en bevidst taktik om at ofre Born Free, for at tilgode se Roots.
Ole Larsen afviste på det kraftigste.
Flere publikummer var på bølgelængde med ejerne af Born Free.
Roots-ejeren og -opdrætteren Jens Møller Jensen havde samtidig sæde i bestyrelsen i Klampenborg Galopselskab.
Et fantastisk menneske. Militærmand og stutteriejer i fritiden.
Kreative Per Bustrup på Klampenborg Galopselskab fik en af sine mange kvikke ideer.
Hvorfor ikke lave et revancheopgør i mellem Roots og Music Streak, uden nogen tredje hest i feltet.
Duel hest mod hest.
Ideen kom på tegnebrættet, og endte med at realiseres.
Jens Møller Jensen og Music Streak-ejerne Jørgen & Ole Strecker indskød hver 25.000 kroner, og det gjorde også firmaet Agfa, som købte sponsoratet af Per Bustrup.
Det hele til vinderen. 75.000 kroner.
Der var vinderspil i matchen i totoen.
– Jeg var kun 10-11 år gammel, da matchen fandt sted, husker nuværende Dubai-bosiddende Jan Olsen.
– Der var en fantastisk snak om løbet, erindrer Jan Olsen.
Music Streak var gigantfavorit i spillet. Blev redet i front.
Midtvejs i opløbet trak Ole Larsen sin hest ud til angreb, og Bow Tie-sønnen Roots strøg forbi konkurrenten.
Jørgen & Ole Strecker tog nederlaget med fatning, og som mænd.
Kredsen bag Roots blev inviteret til middag i en af brødrenes restauranter samme aften.