Det er jo stort, det her!
Med Trav- og Galopsportens Galla lidt på afstand er tingene gået op for manden i gallaens centrum, Marc Stott.
-Vi sad i kammeret i går morges, Karin Salling, Karins veninde Dorthe (Jørgensen – red.) og jeg og talte tingene igennem, fortæller Marc Stott.
-Det var tredje gang King David var nomineret, og det var tredje gang han vandt en pris. Først som Årets toåring, så som Årets Treåring og nu som Årets Ældre Hest, siger Marc Stott.
-Tre ud af tre mulige. Det er der ikke andre heste, som har prøvet!
-For mit vedkommende var det 100 procent i år. Jeg træner både Årets 2-åringt, Årets 3-åring og Årets Ældre, og dermed også Årets Hest, oplyser Marc Stott.
-Det er jo noget, som ingen nogensinde kan forbedre, højst tangere, og det er klart det føles helt utroligt, nu her når jeg har haft tid til at lade tankerne få frit løb.
-Jeg ved ikke om andre trænere tidligere har prøvet lignende. Det er kæmpestort for mit vedkommende, siger Marc Stott.
-Det bliver et helt nyt skema for King David i år. Han har definitivt løbet sit sidste stayerløb, fortsætter hestens træner.
-Det lyder muligvis tåbeligt i nogens ører, for han har jo vundet Jyllandsløbet og været toer i Dansk Derby, men han er ikke lige så effektiv i stayerløbene, som i milerløbene, beretter Marc Stott.
-Jeg tror han er allerskarpest over 1600-1800 meter – måske anelsen bedre på 1800 i forhold til 1600.
-2000 meter kan lige gå. Det var distancen, da han vandt Gruppe 3-løbet i Tyskland i fjor.
-King David er fem år nu, og slet ikke hårdt brugt. Har kun 15 løb i sig, så jeg tror på en ny kanonsæson for hans del.
-Første etape bliver på dirten på Jägersro, hvor jeg skal teste ham inden Pramms Minneslöpning, for at se om han fungerer på dirten derovre.
-Jeg forventer at han gør det, men man ved aldrig 100 procent inden det er afprøvet, slutter Marc Stott.