Diskvalifikation koster 400.000 SEK
At Svensk Galopp i dag har besluttet at diskvalificere Gemstone fra førstepladsen i Bro Park Trial 2018 betyder tab af førstepræmien på 400.000 SEK.
Det er den fynske hesteejer Birgitte Bro Lindhardt, der ejede Gemstone, da den vandt Bro Park Trial 2018, og som nu skal tilbagebetale førstepræmien fra løbet på 400.000 SEK, efter Svensk Galopp i dag meddelte, at hesten var diskvalificeret fra løbet.
Ironisk nok er det Birgitte Bro Lindhardts mand, Niels Giesmann Lindhardt, der var den første til at opdage de overtrædelser af væddeløbsreglementerne, der fandt sted i Marc Stotts stald, og som ikke blot er resulteret i 4 års udelukkelse af Marc Stott, men nu også i diskvalifikation af Lindhardt-familiens to heste, Gemstone og Ginman fra starter i Sverige.
De to heste, Gemstone og Ginman startede i alt tre gange i Sverige, men kun i en enkelt start blev det til præmie – den var så til gengæld stor – 400.000 SEK.