Dødsfald – Verner Juel Rasmussen
En af Danmarks mest kendte opdrættere inden for trav- og galopsporten, Verner Juel Rasmussen er død, 90 år gammel.
I mange år drev Verner Juel Rasmussen Stutteriet Mariesminde uden for Aarhus, og selv om det hovedsageligt var travheste – der alle fik kennel-navnet Vixi – han opdrættede, så gav Verner Juel sig også af med fuldblodsopdræt i lille målestok
I 1977 oplevede han det nærmest sensationelle, at have opdrættet såvel årets Derbyvinder inden for såvel galop som for trav.
På Klampenborg vandt Søren Jensen-trænede Ascot redet af Rae Guest Dansk Derby og et par måneder senere vandt Stald Kimas Vixi Bird kørt af Jørn Laursen Dansk Trav Derby på Charlottenlund Travbane.
Det var første gang i verden det skete, at en opdrætter havde to derbyvindere i galop og trav samme år.
Kunststykket blev gentaget 10 år senere, hvor Carl Ejler Rasmussens opdræt, Farandole vandt Dansk Derby og Konsonant Dansk Trav Derby.