Dyrt efterspil for Nicolaj Stott
Episoden midt i opløbet i Dansk Derby kostede udelukkelse for Nikolaj Stott
Dansk Derby fik et dyrt efterspil for jockey Nicolaj Stott. Han fik seks dages udelukkelse. Her er dommens ordlyd.
Dommerkomitéen undersøgte en episode midt i opløbet mellem Nicolaj Stott (GO ON CARLRAS) og Carlos Lopez (IRON BUTTERFLY), der var 2. og 1. gennem mål.
Carlos Lopez forklarede, at Nicolaj Stott pressede ham ind ad, så han var nødt til at skifte flere spor, og herved selv blev presset ind foran Andreas Tapia Dalbark (HABLA), fjerde gennem mål, og Per-Anders Gråberg (PALM SPRINGS) femte gennem mål.
Nicolaj Stott forklarede, at hans hest blev bange for noget udvendigt for den, måske på tilskuerpladserne, og at han mente, han gjorde hvad han kunne for at rette den op.
Per-Anders Gråberg forklarede, at han blev generet af den udvendigt kommende IRON BUTTERFLY, og at han muligvis mister 4. pladsen herved, men at han ikke kunne have været foran hverken Carlos Lopez eller Nicolaj Stott, selvom han ikke var blevet generet.
Dommerkomitéen finder, at Nicolaj Stott trækker ind ad og herved generer Carlos Lopez, som herved kommer til at genere Andreas Tapia Dalbark og Per-Anders Gråberg.
Dommerkomitéen vurderer ikke, at Andreas Tapia Dalbark eller Per-Anders Gråberg kunne have været foran Nicolaj Stott i mål, hvis de ikke var blevet generet.
Nicolaj Stott idømmes 6 dages udelukkelse for ukorrekt ridning (gentagelsestilfælde) (22., 25., 27. og 29. august samt 1. og 4. september).
Nicolaj Stott er således udelukket på den norske derbydag søndag den 22. august, hvor han efter planen skal ride den svenske derbyvinder Stroxx Carlras.
”Nicolaj har dog m uligheden for at anke dommen, siger Dansk Galop medarbejder Cira Amelung.