En gentleman har takket af
Binary File er død, 25 år gammel.
Binary File (Nureyev – Binary / Rainbow Quest) kom til Danmark i 2004 i med solide internationale præstationer i bagagen, bl.a sejr i Strensalls Stakes (L) på York og en stærk 2. plads i Prix Dollar (Gr.2) i Prix de l’Arc weekenden bag Dano-Mast. Men det var ikke skrevet i stjernerne at han i Stald Milo & Light Valleys væddeløbsfarver skulle indtage Skandinavien og mile-løbene på både turfen og på dirten.
Først i Søren Jensens og senere Lars Kelps varetægt udmøntede det sig i sejrer i Swedish Open Mile (L), Pramms Memorial (L), Pokalløb (L), og Marit Sveaas Minneløp (Gr.3). Foruden triumferne i Skandinavien formåede hingsten at klare sig i den skarpe internationale konkurrence i både Tyskland og Dubai, og han var ikke langt fra at kvalificere sig til deltagelse på selve World Cup-dagen.
Binary File, sluttede sin karriere med syv sejre og over tre millioner kroner i samlet præmiesum han vandt eller var placeret i Gruppeløb i 7 lande og 2 kontinenter.
I væddeløb viste Binary File et helt eminent løbshoved og blev kendt for sin ”Turn of Foot”, et stempel han viderebragte fra avlsboksen til sine afkom. På trods af meget begrænsede årgange, er han far til;
3 Millionærer, 1 listed-vinder, 6 storløbsvindere og 3 klassiske vindere b.la.;
The Kicker (Trippel Breeders-vinder, dobbelt Guineas vinder & milionær)
Visiteur de Pom (Norsk Jokeyklub Sprintløb (L), G.hcp. 90).
Summertime (Svensk Oaks, 2. i Dansk Derby).
Sømkongen CarlRas (Dansk Kriterium, Dansk 2000 Guineas).
Mylegend (Sceptre Stakes, Fawzia Stakes x 2, 3. i Mowerinaløb).
Princeton (Dansk 2000 Guineas).
– Han havde et unikt sind og teasede hopperne med sin vanlige entusiasme til det sidste. Han efterlader os med en udfordring i det daglige arbejde med hoppernes cyklus, fortæller York Stutteris manager, Alexander Elsass.
Et kuriosum er at Binary File overtog fra Richard of York som avlshingst men endte tilfældigt også med at overtage “teasingen” som ellers er forbeholdt “teaser-hingste” og normalt ikke er et virke for avlshingstene selv.
– Bissen var en helt særlig hest, og jeg kommer til at savne min gamle kammerat. Der bliver nogle store sko at fylde ud, slutter Alexander Elsass.