En mastodont stopper i bestyrelsen i Fyns Galopklub
Med 100 procents sikkerhed sker der et tronskifte i ledelsen i Fyns Galopklub ved klubbens generalforsamling på tirsdag.

Gert Larsen genopstiller ikke som formand, og ønsker heller ikke at indgå i bestyrelsen efter på tirsdag, fortæller Gert Larsen.
”Jeg blev indvalgt i bestyrelsen i 1967, hvor jeg var 19 år.
”Har været ude et par gange efterfølgende, men har samlet set siddet i Fyns Galopklubs bestyrelse i minimum 50 år, fortsætter Gert Larsen.
”Jeg har udstået min værnepligt, føler jeg, beretter Gert Larsen, som snart bliver medlem af det tre kvarte århundredes klub.
”Jeg fylder 75 til efteråret, siger den mangeårige fynske fuldblodsprofil.
Gert Larsen er stadigvæk aktiv opdrætter. Han har opdrættet tre danske derbytoere, Amusement, Athene og Stradivarius.
Hans bedste opdræt til dato deltog ikke i Dansk Derby.
Gold Tyranny var ellers den hest med højst tal blandt de tilbageværende heste i Dansk Derby inden starterklæringen, men hestens træner Lennart Reuterskiöld jr. foretrak at starte den ugen efter i Hurricanelöping på hjemmebanen Jägersro med en halv million SEK i førstepræmie.
Et løb Gert Larsenopdrættede Gold Tyranny vandt.