Et godt bud på første sæsonsejr til Havana Red
På onsdag har hun topchance til at score sæsonens første sejr.

Med otte sejre og præmier for 1.409.870 SEK skylder danskejede Havana Red ingenting.
På onsdag starter Havana Red i et handicap på græstæppet i Göteborg i et felt, som bare tæller fem heste til trods for præmiesummen stærke 165.000 SEK.
Heraf med halvdelen til ejer af sejrende hest.
Det svage felt kan skyldes, at der er tale om et handicap for hopper.
Havana Red, der ejes af The JC Organization ApS og trænes af Lennart Reuterskiöld Jr, er sænket et kilo efter tredjepladsen på Øvrevoll forleden og løber efter 88.
Jacob Johansen er som sædvanlig i bøjlerne i løbet over derbydistancens 2400 meter.
På netop denne distance har Havana Red scoret sin hidtil største, enkeltstående præmie i løb.
308.000 SEK for andenpladsen i Svenskt Oaks.
Starten i Göteborg er årets tredje for Havana Red.