Femte løbsdag i træk uden skandinavisk i totoen på Meydan
Ikke siden Bent Olsen trænede Pjerrot var nummer tre den 21. januar, har en hest i skandinavisk træning været i totorækken på Meydan.
Kommentar af Carsten Bundgaard
Pjerrot var nummer tre ugen efter andenpladsen til Ascot Brass i Niels Petersens træning.
Fem løbsdage i træk på Meydan med over en snes startende fra Danmark/Sverige/Norge, har de mange skandinaviske starter været udenfor Top3.
Datoer og tabeller lyver aldrig.
Bortforklaringerne er mange, men sandheden er, at heste i træning i Skandinavien på ingen måde nærmer sig et stade, hvor det er sjovt på den internationale scene – på trods af massive millionindkøb til flere skandinaviske træningsstalde i de senere år.
Der er aktuelt over 1.500 fuldblodsheste heste i træning i Skandinavien, men der findes ikke en eneste af høj international kvalitet.
Bekymrende!
Galopsporten i Skandinavien har brug for profiler for at komme i mediernes søgelys, og navnlig i Sverige er forskellen enorm mellem interessen for at spille på travheste i forhold til at spille på galopheste.
Svensk travsport har mange stjerner på både fire ben og to ben.
Vel er konkurrencen langt hårdere i verdenstoppen i galopsporten i forhold til verdenstoppen i travsporten, men lige nu er de skandinavisk trænede galopheste længere væk fra den internationale scene, end måske nogensinde i det sidste halve århundrede.
Nordmanden Terje Dahl var en ringbredde fra at blive dansk træner i 1987.
Hans landsmand Knut H. Eng havde ham til forhandling, da Eng samme år tiltrådte som direktør for Klampenborg Galopbane.
Eng drømte stort, og så det bedste våben i trænerstaben i Oslo.
Terje Dahl var i Danmark for besigtige to træningscentre i Nordsjælland, uden han satte signaturen på en kontrakt med KG, til Knut H. Engs store frustration.
Eng håbede til sidste at komme på den grønne gren.
For længst afdøde Terje Dahl formåede nemlig forinden, hvad ingen anden træner i Skandinavien har været bare i nærheden af.
Nordmandens trænede Noble Dancer var fjerde på absolut øverste hylde i verdenstoppen.
Fjerde i selveste Prix de L’arc de Triomphe.