Gert Jensen, 75 år
Tidligere Klampenborg træner, Gert Jensen fylder 75 år i dag

Gert Jensen drev i mange år en sund trænerforretning med base på Ordrupdal.
Han havde ikke hesteejere til at købe de dyreste danske heste på markedet, men alligevel kom der årgangsheste frem i butikken – år efter år.
Gert Jensens angiveligt bedste hest var French Singer ejet af Arne Henriksen, der var en af de folk, som Gert Jensen dygtigt fik ind i sporten.
Gert Jensen forstod også betydningen af, at sporten havde brug for tilgang af unge mennesker.
Sideløbende med trænerforretningen drev han en hestepension og uddannelsescenter for unge mennesker, og det summede af travlhed på Ordrupdal – fra tidlig mandag morgen til søndag sent aften.
Gert Jensens ældste datter Ann Lysholm fulgte i sin fars fodspor, og fik licens som amatørrytterske, og hun var blandt landets bedste.
Det samme var tilfældet for Henriette Selvig, ligesom de senere professionelle Beatrice Marsing og Helle Christensen med flere har været under Gert Jensens kyndige instruktion.
Gert Jensen anså amatørsporten for helt afgørende for de professionelle træningsstalde, hvor aflønningerne for det daglige slid kom i form af ridt i løbene.
Uden hustruen Anita Jensen havde Gert Jensen ikke haft en kinamands chance for at holde den store butik i kog.
Man så ofte Gert Jensen på staldterrænet på Charlottenlund Travbane under løbene, hvor han sugede viden til sig.
Gert Jensens følger stadigvæk med i sporten, navnlig hvordan det går med hestene ejet af svigersønnen Bernt Dahl.