Helbrødre gjorde op om sejren i Fynsløbet
Afgørelsen i Fyns største løb for fuldblod kom til at blive noget så usædvanligt som et opgør mellem to helbrødre, Steinway og Garcon. Lillebror Garcon trak det længste strå.
Søren Jensen-trænede Steinway med Oliver Wilson i sadlen var knap favorit til sejren i eftermiddagens Fynsløb, som blev redet om 120.000 kr. over den velvoksne distance 2300 meter.
Wilson viste også direkte, at han troede på sin hest, idet han med det samme lagde s udvendigt på den førende hjemmehest Hongkong Yob.
Taktikken så ud til at skulle lykkes, idet Steinway havde fået et klart overtag på vej ind i opløbet.
Men bagfra kom hans et år yngre helbror Garcon med Liam Doran, og den afgjorde til slut ret sikkert. Steinway var yderst tapper på andenpladsen, og Springtime Carlras med Nicolaj Stott blev tredje.
Garcon trænes af Flemming Poulsen, som jo i sin tid begyndte sin karriere på Fyn.
En lillesøster til Garcon og Springtime vandt sidste weekend Dansk Oaks i Klampenborg.
Fra de syv galopløb på Fyns Væddeløbsbane bemærker vi i øvrigt, at Danmarks supersprinter, den af Lars Kelp trænede Nom de Plume, også kunne ”stå distance”, idet den dominerede Carlsberg Store Sprint over 1050 meter fra start til mål og dermed sikrede Oliver Wilson sin anden dagssejr.
Wilson havde tidligere på dagens vundet dagens næst højst doterede løb,Odensemilen, med Lea Olsens Sir Antonelli.
Også Nicolaj Stott noterede sig for to dagssejre, idet han vandt med sin og Rikke Rohbak Bondes egentrænede Northern Carlras og med den af Århusveteranen Torben Christensen trænede Arthur.