Hvem har stjålet en stald?
Spektakulært tyveri på væddeløbsbanen i Aalborg, hvor otte hestebokse er blevet stjålet fra en stald.
Aalborg Væddeløbsbane har været udsat for et større tyveri.
Der er foretaget et indbrud i galopstalden, hvor otte bokse er stjålet og fire frontelementer.
”Vi opdagede det i går, fortæller banens direktør Lars Hellerup i telefonen lørdag formiddag.
”Galopstalden ligger isoleret på vores område, – det er ikke et sted vi kommer hver dag om vinteren.
Stalden bruges primært til at modtage gæstende heste på løbsdagene. Jeg er ret overbevist om tyveriet er foretaget af nogen, som desværre kender til vores sport, siger Lars Hellerup videre.
”Vi har tidligere haft galopheste opstaldet på banen til daglig, men det har vi ikke længere. Jytte Løgtved har fundet sig et træningscenter udenfor banen område, og den nye træner Tina Mortensen træner også fra landet,
”Vi har politianmeldt det i går, og vi går nu i gang med at etablere et alarmsystem i stalden, oplyser Lars Hellerup.
”Jeg tror desværre at de stjålne bokse er forsvundet ud af landet. Det er derfor tvivlsomt om de bliver fundet, men vi håber selvfølgelig, siger Lars Hellerup.
Tror du forsikringen vil afvise at dække tyveriet, når der ikke har været alarm på stalden?
”Nej for der er synlige tegn på indbrud, fortæller direktøren for landets nordligste væddeløbsbane.