Jackpot med Rikkes dobbelte derbyvinder
Klampenborg træneren Rikke Rohbach Bonde sadler både den dobbelte derbyvinder Stroxx Carlras og staldvennen Northern Carlras ud i kommende søndags Mischa Kahns Minneslöpning på Bro Park på søndag.
Det 1600 meter lange løb rides på dirten med en førstepræmie på 125.000 SEK.
Nicolaj Stott rider den svenske og tillige norske derbyvinder Stroxx Carlras, mens Elione Chaves får chancen på ryggen af Northern Carlras.
Løbet indgår i V64-spillet, hvor der er jackpot.
213.000 danske kroner ligger forlods i gevinstpuljen.
Det er flere år siden Mischa Kahns Minneslöpning blev stiftet til minde om et af de største trænernavne i galopsporten i Stockholm.
Michael Kahn blev flerdobbelt trænerchampion på Täby inden sygdom tvang ham ud af sporten.
En af hans bedste heste igennem karrieren blev dobbelt derbyvinder. Homosassa var helt overlegen i både Svenskt og Norsk Derby, og den deltog også i et af de mest dramatiske Dansk Derby løb i karrieren.
Helt frem til sin sygdom bebrejdede Michael Kahn sig selv for nederlaget i Dansk Derby.
”Min største trænerfejl i karrieren begik jeg ved, at jeg ikke startede Homosassa i Klampenborg en gang inden Dansk Derby. Det var hverken hesten eller jockeyens skyld at sejren glippede. Fejlen var min, fortalte en afklaret Michael Kahn da han evaluerede på treårssæsonen.
Dansk Derby blev til at begynde med redet lige ned i halsen på Homosassa.
Ole Larsen anlagde en jernhård pace i fronten med Russian, alt i mens Homosassa med Gunnar Nordling skyggede Clarion King med Serge Vache i bøjlerne.
Med godt en kilometer hjem tabte Homosassa aktionen på den kuperede oval i Ordrup Mose, og tabte både fart og adskillige længder, og det blev kostbart.
Det hjalp lige lidt, at den leverede den bedste afslutning i opløbet blandt alle hestene i derbyet. Det rakte kun til tredjeplads.
”Jeg burde være klogere. Det er helt urimeligt overfor hesten og dens ejere, at den ikke vandt alle tre derbies i Skandinavien, sagde den hudløs ærlige træner under fejringen af hans hest til gallaen i Sverige.
Russian var først i mål i det omtalte Dansk Derby, men blev deklasseret til andenplads og Clarion King blev totalisatorvinder.
Overvoldgiften gik efterfølgende i mod Klampenborgs voldgift, og tilkendte Russian derbysejren.