Klampenborg-par skifter til svensk galopsport
Det lakker mod enden i Danmark for Klampenborg-parret Michelle Gross og Gordon Street.
Michelle Gross og Klampenborgs nuværende baneforvalter Gordon Street fortsætter nu i sporten med base på Bro Park.
-Gordon har fået job på Bro Park som baneforvalter. Vi flytter hans ting om 14 dage, mens jeg venter med at rykke til 1. april, beretter Michelle Gross, der arbejder hos Sandie Kjær.
-Jeg har lovet Sandie Kjær at hjælpe hende med hestene frem til sæsonstarten i Klampenborg, oplyser Michelle Gross.
-Jeg håber at finde mig et job hos en træner på Bro Park. Jeg har ikke gjort noget ved det endnu, men det kommer jeg til at gøre, siger Michelle Gross.

Flytningen om to uger kommer på et lidt uheldigt tidspunkt for Michelle Gross.
Hun er nemlig inviteret til championatsfesten i Odense lørdag den 29. februar, hvor Sandie Kjær-trænede Brocco skal hyldes som Årets galophest.
”Jeg ville også gerne have været med til Fyn, for jeg hader at flytte. Faktisk det værste jeg ved, men det er trods alt vigtigere at komme på plads deroppe.
-Vi har været så heldige at leje det hus, hvor Lars Kelp har boet, og som kun er 10 minutters kørsel i bil til Bro Park, forklarer Michelle Gross.