KTAS-hest på græs
Stald KTAS-hesten, Acapello har forladt træner Bent Olsens stald og er sendt på græs.

Efter et par fine sæsoner som 2- og 3-åring har nu 4-årige Acapello skuffet i år, hvor den ved flere lejligheder ikke har sprunget af fra start.
Nu har den store andelsstald, KTAS i samråd med Bent Olsen besluttet at give Acapello helt fri og den brune vallak er sendt på græs i to måneder.
Herefter går Acapello i træning hos Rikke Rohbach Bonde.
-Acapello har været en stor skuffelse for os i år, hvor den blot har tjent 18.000 kroner i syv starter, fortæller Bent Rejkjær, der er forretningsfører i Stald KTAS.
-Noget skulle der ske – det var på tale af sælge Acapello som ridehest, men Bent Olsen mente, at den fortsat vil kunne gøre sig i løbene, men vi har så også talt om, at flytte hesten til Rikke Rohbach Bonde, hvad Bent Olsen fandt kunne være en idé, siger Bent Rejkjær.
-De næste to måneder skal Acapello gå i fold – det har han vist ikke prøvet siden han var plag i Irland, og derefter går han så i træning hos Rikke Rohbach Bonde.