Lars Kelp stopper som træner
Toptræneren Lars Kelp stopper som professionel træner.
– Det har han meddelt mig i telefonen, fortæller hans mangeårige kunde Bernt Dahl.
– Det er sørgeligt. Et stort tab for dansk galopsport, fortæller Bernt Dahl.
– De to heste jeg skulle have haft hos Lars Kelp, går nu i træning hos Jessica Long på Jägersro, siger Bernt Dahl.
– Jeg havde 18 væddeløbsheste for et år siden. Nu har jeg seks. Fem galopheste og en enkelt travhest, beretter Bernt Dahl.
Lars Kelp er et af de største navne nogensinde i dansk galopsport.
Som jockeylærling red han bukserne af de etablerede jockeyer i Klampenborg.
I en sådan grad at de etablerede jockeyer gik til sportens øverste myndighed, og krævede reglerne ændret for lettelse i løbene for lærlinge.
Den latterlige opfordring blev naturligvis ikke imødekommet af Ædle Hesteavls direktør Hans Jacob Moresco.
Lars Kelp blev hurtigt Skandinaviens bedste jockey, og da han blev for tung til fladløb, blev han også nummer et i Skandinavien i forhindringsløbene.
Som den første i Skandinavien slog han igennem på øverste hylde over forhindringerne, og gennemførte Grand National Steeplechase.
Som træner har Lars Kelp også tilhørt toppen.
Med adskillige storløbssejre.
I fjor fire af slagsen.
Samtlige med Titannia. Mowerinaløb, Jyllandsløbet, Dansk Derby og Breeders’ i Sverige.
På lørdag otte dage er Lars Kelp storfavorit til at blive Årets galoptræner i Danmark.
Ved Hestesportens Galla i Aarhus.
Her repræsenteres han af broderen.
Derbyvinderen Kim Krøjsfeldt.
Lars Kelp startede heste i 30 løb i fjor.
Med otte sejre analog med sejrsprocenten 26,66, og præmier for 1.905.572 kroner.
Foto: Stefan Olsson