Medaljens bagside
Marc Stott er færdig i galopsporten – i hvert fald de næste fire år. Succesen havde en bagside, som måske burde have været afsløret på et tidligere tidspunkt.
Det er altid let at være bagklog.
Det er let at sige: Hvad sagde jeg!

Og når en person har succes – som Marc Stott har haft – er det også let at komme til at undre sig over de resultater, de heste han trænede opnåede.
Gennem længere tid har der på de sociale medier floreret historier omkring Marc Stott og brug af ulovlige medikamenter.
Men da ingen af hans heste er testet positive, har det været nemt at kategorisere historierne på Facebook som et udslag af misundelse.
Nu viser det sig, at der er hold i dem.
Dagens pressemeddelelse fra Dansk Galop angiver at Marc Stott har konsekvent overtrådt reglerne for medicinering og behandling af heste, han har haft i sin varetægt og startet i løb.
Man kan undre sig over, hvorfor Dansk Galop først nu – to år efter de sager man dømmer Marc Stott i – træder i karakter.
Man skal dog heller ikke glemme, at for at idømme en person så streng en straf, som det her er tilfældet, så kræver det, at retsgrundlaget er i orden – og det kan tage tid at få det puslespil stykket sammen.
I Sverige har man pt en sag med en travhest, amerikanskfødte Propulsion, der har vundet over 32 millioner SEK.
Efter Propulsions sejr i millionløbet Elitloppet i slutningen af maj i år kom det frem, at hesten var nervesnittet i et forben – der var sket inden importen til Sverige for fem år siden.
Det er ikke tilladt at starte en nervesnittet hest i Europa, og hesten har altså opnået sine resultater på et forkert grundlag.
Den sag skulle man tro lå lige til højrebenet, men Svensk Travsport har endnu afgivet en dom – her fem måneder efter afsløringen.
Så ting tager tid.
Men tragikomisk er det, at Marc Stott med stor sandsynlighed bliver dansk trænerchampion, idet den regerende championtræner, Bent Olsen mister to store placeringer i Sverige, hvor hans heste bliver diskvalificeret på grund af doping – en foderdoping, som Olsen er uden skyld i!