Mine minder med Michael
Selv om der er mere end et år siden Michael ”Kuffe” Kofoed døde, så huskes han stadig inden for galopsporten og i eftermiddag mindes han med en sammenkomst og en mindeløb på Klampenborg Galopbane.
-Jeg har lovet min far at holde maveskindet stramt!
Det var en af de replikker Michael kunne fyre af, hvis nogen kom med en hentydning til den buttede facon han havde i sine velmagtsdage.
Michael var hyggelig, venlig, omsorgsfuld – en god kammerat, som vi er mange, der har gode minder om.
Det var ikke mindst Michaels fortjeneste af Klampenborg Golfklub levede et aktivt liv i mange år, og det er vel symptomatisk at foreningen nu er ophørt.
Michael holdt af at være ordentlig påklædt, men i hvert fald én gang blev han taget – så at sige med bukserne nede!
Vi var i Dubai – til Dubai World Cup – og skulle ud at spille golf på Emirates Golf Club – ikke på den legendariske bane, hvor Thomas Bjørn besejrede Tiger Woods, men på anlæggets anden bane, Majlis, der ligger uden om.
Vi var i god tid – havde fået lejet udstyr og var gået ud til starterhuset, hvor vi kom i snak med starteren.
Ham talte vi længe med indtil, det nu var ved at være vores starttid.
Så pludselig siger starteren til Michael: Du kan ikke spille golf her i de bukser!
Michael havde en par fine jeans på, men det var altså ikke tilladt at spille i dem.
Hvad gør jeg, spurgte Michael lettere oprørt.
-Op i butikken og køb dig et par shorts!
Nogle minutter senere kom Michael prustende tilbage – nu i ført et par knælange bukser i brun farve.
-De var de eneste, der passede mig, undskyldte Michael.
Forestil dig et par bukser med samme farve som de brune poser, man får bagerbrød i?
Sådan så Michaels dyrt indkøbte bukser ud – og det måtte han siden høre meget for!
Og hvordan det ellers gik på golfbanen er slettet af hukommelsen – men historien om Michaels bukser lever!
I eftermiddag rides Michael Kofoeds Mindeløb som 5. løb – et Klasse 2.løb over 1800 meter med heste som Steinway og Fast Companion som favoritter.
Sæsonens sidste klassiske løb, St Leger over 2800 meter og med en førstepræmie på 125.000 kroner rides som 3. løb, og tegner åbent.
Programmet ham Jessica Longs Sam som vindertip.
Også 2-åringernes Vinterfavoritternes Ærespræmie har 125.000 kroner i førstepræmie og har 12 heste til start i 6. løb.
Igen et meget åbent opgør – er Niels Petersens Tordenskjold svaret?
Baneprogrammet kan downloades på dette link – klik her