Mortensen i Aalborg udvider
Aalborg-træneren Tina Mortensen fortsætter med at fylde heste i boksene i hendes comeback so professionel træner.

-Jeg er nu oppe på seks heste, og det betyder vi skal bygge nye bokse. To mere står klar om kort tid, og senere opføres fire mere, siger en glad Tina Mortensen, der træner fra gården i Vestbjerg, nord for Aalborg.
Halvdelen af den øjeblikkelige besætning er rutinerede løbsheste. Endofa Champion, Legial og Gentleman Jack, som alle er hentet hos Keld Chr. Karlsen.
De tre ustartede er en fireåring, en treåring og en toåring. Den yngste søn er søn af Al Shemali og Freja. Moderen har indtil videre skuffet i avlen, efter hendes flotte karriere som væddeløber.
-Jeg synes Finn M (toåringen) ligner sin mor, som også var en lille hest, siger Tina Mortensen. Det er for tidligt at spå om dens kvaliteter, mener hestens træner.
Freja vandt fire løb og 549.426 kroner. Hun var toer i de to klassiske løb Dansk Oaks og Mowerinaløbet, og endvidere toer i Sceptre Stakes.
-Jeg har kanon træningsforhold her på stedet, 20 minutter i bil fra Aalborg Væddeløbsbane, fortæller Tina Mortensen. Forholdene kommer til at blive endnu bedre her om kort tid.
-Meningen er vi skal kunne gøre alt herhjemme, så vi egentlig ikke behøver at bruge væddeløbsbanen i træning, fortæller nordjyden.