Newmarket ophold vil styrke Reimers piger
Den 70-årige fynske træner Johnny Reimer har ingenlunde tabt motivationen til at træne galopheste.

-Jeg har det godt med de tre heste jeg træner, fortæller Johnny Reimer til galopservice.
– Jeg har to meget ambitiøse piger, Stine Mikkelsen og Michelle Ville til at ride ud for mig.
-De har begge licens, og går meget op i sporten – træner flittigt og ikke kun med ridning, men også med fitness for at stå bedst mulig rustet til et spændende ophold i England og den kommende sæson herhjemme, siger Johnny Reimer.
-Med assistance fra Peter Knudsen, Dansk Galop skal Michelle og Stine i år på studieophold i Newmarket for at dygtiggøre sig, og det bliver også en fordel for mig, fortsætter Johnny Reimer.
-De kommer utvivlsomt tilbage med en forbedring i ridningen, og med fire kilos lettelse i løbene kan de givetvis vinde et par løb med mine heste, tror Johnny Reimer.
-Jeg har tre heste i træning lige nu. Det er Sir Winston, Doc Martin og Go Win Casino. Jeg er på udkig efter en, som er noget bedre, men hvor finder jeg den?
-Det ender nok med jeg tager til Irland og handler, funderer Johnny Reimer.