Ny mand i spidsen for galoppen i Dansk Hestevæddeløb
Efter næsten 30 års tro tjeneste som direktør for Dansk Galop skal Peter Knudsen fra juni i år nyde sit otium. Afløseren er fundet via galopentusiasten Henrik Villadsen, der efter mange års udsendelser søger tilbage til Danmark, og trods udlandsophold er galoppens nye mand opdateret på sporten.
Det er en meget berejst, men samtidig yderst velinformeret mand, der sætter sig i stolen som galopchef i Dansk Hestevæddeløb pr. 1. juni i år. Henrik Villadsen er tidligere officer i hæren og blev siden uddannet advokat, men de seneste mere end 25 har det meste af verden været Villadsens arbejdsplads. Det har været som udsendt for internationale organisationer som FN, EU og OSCE, og det er for sidstnævnte organisationen og udsendt af Udenrigsministeriet, at den nye galopchef siden 2018 har været ambassadør i verdens aktuelle brændpunkt, Ukraine.
Arbejdet har været udført under meget vanskelige omstændigheder både i krig og krigslignende forhold eller i efterdønningerne af en væbnet konflikt.
Fra trav til galop
Men Henrik Villadsen har et indgående kendskab til hestevæddeløb, da han er født og vokset op på familiens daværende travstutteri. Siden tog galopsporten over som hans store interesse, og Villadsen har været bestyrelsesmedlem i Dansk Galop (Jockey Club sektionen) og på Jydsk Væddeløbsbane i længere perioder.
Som hesteejer er det også blevet til flere succesfulde oplevelser, der tæller bl.a. to sejre i Jydsk Derby, Norsk 2000 Guineas, Norsk St. Leger, Dansk 1000 Guineas, Fynsløbet og mange flere. Og for at fuldende meritterne på galopfronten skal også nævnes, at Henrik Villadsen ved flere lejligheder har virket som auktionarius på Dansk Galops Åringsauktion.
Der er derfor en mand med et CV omtrent på samme længde som sin udlandsrejse, der nu vender hjem.
– Efter mange år i udlandet ser jeg meget frem til at vende tilbage til Danmark for at arbejde med dét, som jeg kalder min livsinterese – nemlig hestevæddeløb. Jeg har fulgt sporten dagligt under mit lange fravær, så jeg synes, at jeg er ganske godt opdateret både i forhold til sport og avl, indleder Henrik Villadsen.
Kender til udfordringerne, men ser muligheder
Galoppens nye mand kender dog også til tidens mange udfordringer for sporten, og at han i Dansk Hestevæddeløb står over for mange store opgaver.
– Helt klart. Jeg kender til de mange udfordringer, men jeg ser også store muligheder og for galoppens del ikke mindst en yderligere udbygning af det internationale samarbejde og med fokus på Skandinavien. Samtidig har vi gentagne gange vist, at såvel vores heste som vores trænere og jockeys kan gøre sig gældende uden for landets grænser.
– Jeg ser meget frem til arbejdet med bestyrelsen i Dansk Galop, med mine nye kolleger i Dansk Hestevæddeløb og ikke mindst med galopsportens mange aktive. Dertil kommer arbejdet med at være en del af opgaven at udbrede kendskabet til sporten blandt ungdommen, i hvis hænder fremtiden jo ligger, slutter Henrik Villadsen – stadig udsendt i Ukraine.