Ny storløbssejr til King David
Mme Fernandes King David med Oliver Wilson i sadlen kunne søndag eftermiddag følge sejren i Stockholm Stora Pris på Bro Park op med endnu en storløbssejr.
Niels Petersen-trænede King David vandt søndag eftermiddag Swedish Open Mile på Bro Park med en førstepræmie på 165.000 SEK.
King David, der i forrige start vandt Stockholms Stora Pris på samme bane, sejrede sikkert med ¾ længde til Match Maker med Elione Chaves.
På Bro Park blev det også til en ny sejr til den 5-årige Swinging of Venice med Ulrika Holmqvist, der tog sæsonens 4. sejr i 6 starter.
Swinging of Venice, der ejes af travtræneren Stefan Melander, har gennemgået en bemærkelsesværdig udvikling siden den vandt sin første sejr den 21. november 2020, hvor den havde et handicap på 56.
Siden har den vundet i alt 9 sejre og over 400.000 SEK og startede altså i dag efter 81.