Normalt arrangerer Klampenborg Hesteejerforening en staldrundgang inden sæsonen og besøger banens trænere, men det har ikke været muligt i år på grund af Corona-situationen. Men hestesportens TV-selskab, Fast Track Racing råder nu bod på dette.
Fast Track Racing har haft Nicole Marsing på besøg hos trænerne, Helle Christensen, Søren Jensen, Inge Mette Dejgård og Bent Olsen som præsenterer os for nogle af de heste, der kan komme til at præge sæsonen.
Udsendelsen varer over 1 time og kan ses på dette link – klik her
Klampenborg Galopbane får om kort tid en reel trænerforstærkning. Lars Kelp er flyttet til Danmark med syv heste med bokse på et sted i Skibby – samme sted som Sandie Kjær
”Jeg er lige flyttet ind ved hestene, fortæller Lars Kelp, som havde kanon succes med sine toåringer i fjor, som gav billet til nogle til det nu overståede meeting i Dubai.
Bedst klarede General De Vega med et handicaptal på 84, sig som tredje i sin enlige start på Meydan
Lars Kelp trænede heste vandt i fjor 1.488.664 SEK i 87 starter med 17 sejre – dvs. med sejr i mere end hver sjette start, hvor Lars Kelp havde svensk licens med base på Bro Park.
Nu er han tilbage på banen, hvor eventyret startede i 1978 som jockeylærling hos faderen Bendt Jensen.
”Kelpen” vandt så mange løb i starten af karrieren, at sportens hovedforbund Ædle Hesteavl (nu Dansk Galop) valgte at ændre løbsreglementet for lettelser for lærlinge, men selv det kunne ikke bremse stortalentet, som på rekordtid blev førstejockey for både Norges matador Terje Dahl og den svenske trænerkonge Hans Adielsson.
For sidstnævnte vandt Lars Kelp Svenskt Derby med Humbug, som han senere red i Washington D C International som den kun anden dansker med ridt i gigantløbet i USA, efter Bent Hansen mange år forinden i kompagni med Wonderboy..
Lars Kelp er desuden den eneste i Skandinavien, som har fuldført Grand National Steeplechase – det gjorde han i 1989 på The Thirsty Farmer.
”Nede ved Sandie Kjær får Lars de perfekte rammer til at træne heste. Jeg er sikker på han og Sandie får det til at fungere med hver sin forretning, og supplerer hinanden. Et meget spændende set up, mener hesteejeren Bernt Dahl.
Stærke kræfter blandt Marc Stotts hesteejere har sikret den talentfulde træner et fortsat liv i sporten som professionel, efter han meldte sig konkurs for nogle uger siden og dermed mistede retten til at have trænerlicens.
Marc Stott har generhvervet sit trænerlicens og stalden på Jydsk Væddeløbsbane kører videre, som den har gjort med stor succes.
Når det er muligt skyldes det, at en gruppe af hesteejere har bakket op om Marc Stott og dermed gjort det muligt for ham et fortsætte som træner
”Vi har etableret et selskab som har tilknyttet Marc Stott til at træne hestene, fortæller Michael Garbers. ”Jeg er glad for vi reddede det på målstregen efter Marc forinden havde sendt en mail ud til os hesteejere, om at vi skulle flytte vores heste, bereter Michael Garbers.
”Jeg må da indrømme, at jeg var gået i gang med at kigge efter nye trænere efter jeg havde modtaget mailen for dyrene skal jo have foder og trænes og passes hver dag, fortsætter Michael Garbers.
”Marc trak heldigvis sine opsigelser tilbage samme dag, og nu lægger vi fortiden bag os og kigger fremad med fokus på det sportslige.
”Jeg har seks heste i træning hos ham. Han kan nu udelukkende koncentrere sig om det han er så dygtig til, nemlig at træne vores heste, og så ordner vi i selskabet det administrative, fortæller Michael Garbers videre.
”Selskabet blander sig på ingen måde i hans træning. Han har helt frie hænder som tidligere, og som kunde hos ham kan jeg sige, at man får ren besked, selvom det ind i mellem ikke er den slags beskeder, man som hesteejer ynder.
”Marc har netop sagt til mig, at hans heste behøver en måneds træning mere før de kan starte på grund af den megen regn der kom indtil fornyelig, og det betyder at jeg går glip af en topchance i Mowerinaløbet den 9. maj, fortæller Michael Garbers.
”Den var hård at sluge for Alwaysonmymind ville jo være i favoritgruppen i Mowerinaløbet, fortæller Michael Garbers om sidste års nummer tre i Svenskt Kriterium, som åbner 2020 efter et handicaptal på 79.
Tidligere i år fik Michael Garbers et endnu større hak i tuden, da han storløbsvinder Nippozano måtte aflives efter en skade. Bare fire år gammel og med sejr i fjor – bl.a. i Voterlöpning
”Marc tror på vi kan få Alwaysonmymind på toppen til den svenske udgave af Mowerinaløbet (Dianalöpning – red.), og det har jeg valgt at lytte til, slutter Michael Garbers.
På Marc Stotts træningsliste står der i dag 30 heste.
De to hårdt satsende hesteejere Alice Weiste og John Christensen, The JC Organisation er på søndag hesteejere i en helt ny funktion, som de aldrig havde drømt om.
”Tænk sig at have to heste ude og løbe uden at må komme ind på banen.Det virker dybt underligt, men det er naturligvis helt okay her i Corona-tiden, fortæller Alice Weiste.
”Vi har både Havana Red og Gulfstream Tiger til start på Jägersro på søndag. Det bliver deres første start for Lennart Reuterskiöld jr. Rapporterne fra træneren er lovende, og det er også to gode heste, siger Alice Weiste.
Havana Red vandt to ud af tre løb i fjor og kom med til Dubai, hvor den var en spurv i tranedans som stort slået to gange for sin nu tidligere træner Francisco Castro.
”Havana Red skal bruge løbet som optakt til Mowerinaløbet i Klampenborg den 9. maj. Gulfstream Tiger kommer ud for første gang i år, – han vandt den ene af sine to starter sidste år, beretter Alice Weiste.
Begge treåringer rides af den danske championjockey Oliver Wilson.
Den mangedobbelte Klampenborg championtræner Søren Jensen åbner sæsonen på søndag med en enkelt starthest på Jägersro.
”Astron kommer ud med Elione Chaves, fortæller Søren Jensen i telefonen under morgentræningen i Klampenborg.
”Jeg har jo ikke haft den store succes på Jägersro, siden de for mange år siden skiftede fra græs til dirt, men jeg synes Astron fungerer godt på deres underlag, bedømmer Søren Jensen.
Astron var på Jägersro to gange i fjor. Først i prøveløb og dernæst i sin hidtil eneste start, hvor hesten var femte og sidste præmietager, slået med 12 længder fra vinderen.
”Han er søn af Eishin Dunkirk, hvis afkom trives på Jägersro, så jeg håber på et positivt resultat, siger Søren Jensen.
Astron ejes af John Kirketerp, som er storhesteejer indenfor travsporten og også opdrætter samt medejer af en avlshingst.
”Jeg er tilfreds med min stald (23 heste – red.). Den er ikke så stor som tidligere, men sammensætningen er fin.
”Jeg har ikke nogen førstejockey men der er ryttere nok, hvis hestene bare er gode nok, fortæller Søren Jensen.
”Jeg har en topmedarbejder i dagligdagen i Frederick Salvador til at ride arbejderne, bereter Søren Jensen.
”Han har ikke længere licens, og skulle oprindelig ikke være hos mig længere, da han havde planlagt at tage til USA, men det satte Coronaen en stopper for, fortsætter Søren Jensen.
”Mens vi snakker, sidder jeg og kigger ud over Klampenborgs bane. Græsset ser flot ud efter det har fået kunstgødning, roser Søren Jensen.
Mowerinaløbet åbner den klassiske sæson i Skandinavien lørdag den 9. maj.
”Jeg har en enkelt hest til Mowerinaløbet. Matchoffice kommer ud og det bliver samtidig sæsondebut for hende.
”Hun har udviklet sig godt, fortæller Søren Jensen om treårshoppen, som åbner sæsonen efter 76, efter en sejr i fire starter med præmier for 72.174 kroner.
Maidenssejren blev hentet på græstæppet i Göteborg, mens toårssæsonen blev afsluttet som nummer to i Basnæsløbet på Klampenborg,- det længste toårsløb i Skandinavien med dets 1800 meter.
Matchoffice, der ejes af The Racing Club 2019 I/S, var runner up på afstand af Bent Olsens Dubai-hest Grey Flash.
Endnu er norsk travsport ikke begyndt at afvikle væddeløb, men på Øvrevoll Galopp håber man på at kunne gennemføre den planlagte sæsonstart den 23. april.
-Vi arbejder fortsat mod en sæsonpremiere torsdag den 23. april, skriver Øvrevolls administrerende direktør, Thomas Gjelsås på banens hjemmeside.
-Jeg kan love jer, at vi i samarbejde med Det Norske Travselskap, Norsk Rikstoto og på egenhånd har tjekket alle muligheder for at kunne afvikle galopløb uden publikum. Som vi vurderer det kan norske løb afvikles inden for de bestemmelser, som myndighederne har opstillet omkring smittefare. Vi afventer en endelig afgørelse og væbner os med tålmodighed, skriver Thomas Gjelsås.
Farvel til Mette Fruergård i Nordjylland til Bettina Andersen i Klampenborg, fortæller hoppens ejer Flemming Salomonsen, som derved har tre heste i træning hos trænerparret Bettina & Kim Andersen.
North Bay Sunrise (Kodiac) kom i Mette Fruergårds træning i fjor. Vandt to løb for nordjyden med præmier for 40.388 kroner.
North Bay Sunrise forlod Mette Fruergård i går og gik i første omgang hjem til hendes ejer, inden hun i dag skal transporteres til sit nye hjem i Klampenborg.
Flemming Salomonsen trænerskiftede tidligere på måneden treårige Sea The Shadow fra Francisco Castro til Bettina Andersen, hvor han siden i fjor har haft fireårige Persona i træning.
Efter det i dag blev meddelt at der igen vil blive afviklet travløb i Danmark, men uden publikum, er det også klart, at Klampenborg Galopbane, kan åbne sæsonen den 2. maj.
På Facebook har Klampenborg Galopbane meddelt følgende
Løbsdagene den 2. maj og 9. maj vil, som det ser ud nu, foregå uden tilskuere. Alle billetholdere vil blive kontaktet direkte af Ticketmaster vedr. refundering af billetter.
I tæt dialog med relevante myndigheder og forbund arbejder vi på at finde muligheder for at afvikle disse dage uden tilskuere. Der vil komme nærmere udmelding, så snart vi har ny information.
Med samme instanser arbejder vi på at få et overblik over betydningen for den resterende del af vores sæson, og hvornår vi evt. vil kunne byde jer velkommen til væddeløb på Klampenborg Galopbane.
Den samfundsmæssige sikkerhed for vores gæster, aktive og partnere har højeste prioritet. Vi bruger tiden, indtil at vi igen kan byde indenfor til væddeløb, på at sikre os, at I som gæster vil få den bedst mulige oplevelse i sikre omgivelser.
Efter en løbspause som følgede af Corona-epedimien på 5 uger bliver der atter løb i Danmark den 20. april, hvor Racing Arena Aalborg vil afvikle løb.
Dansk Hestevæddeløbv har tirsdag morgen udsendt denne pressemeddelelse.
Atter løb i Danmark
Hestevæddeløbssporten genoptager afviklingen af løb med opstart mandag den 20. april.
Når afviklingen af hestevæddeløb genoptages fra og med mandag den 20. april, bliver det under fuld hensyntagen til myndighedernes påbud og anbefalinger vedrørende erhvervsmæssig virksomhedsdrift.
Både amatørtrænede og professionelt trænede heste kan deltage, mens selve løbene afvikles udelukkende med deltagelse af professionelle kuske/ryttere, uden tilskuere og under et omfattende sikkerhedsreglement, der sikrer et forsvarligt arbejdsmiljø og minimerer risikoen for smitteudbredelse blandt ansatte og aktive udøvere. At amatørkuske og -ryttere ikke kan deltage skyldes sundhedsmyndighedernes anbefaling af, at al sports- og fritidsaktivitet indstilles indtil den 10. maj.
Hestevæddeløbssektoren har fulgt corona-udviklingen tæt og igennem hele forløbet efterlevet relevante myndigheders påbud og anbefalinger. Ud fra et forsigtighedsprincip har løbsafvikling været indstillet siden den 9. marts, mens man sideløbende har undersøgt og vurderet mulighederne for forsvarligt at afvikle løb under overholdelse af myndighedernes regler og anbefalinger omkring erhvervsmæssig virksomhedsdrift.
Med det udfærdigede setup tager trav- og galopsporten ansvar for at arrangere løb indenfor de af myndighederne anbefalede rammer.
Første løbsdag i Aalborg
Racing Arena Aalborg bliver mandag den 20. april værter for de første væddeløb i Danmark efter corona-pausen. Propositionerne offentliggøres tirsdag d. 14. april og der er startmelding onsdag d. 15. april.