Poulsen tager en sæson mere på landet
Klampenborg træneren Flemming Poulsen åbner sæsonen med ni heste i stalden. Han træner igen i år fra landet.
”Jeg har ellers fået et godt tilbud fra ledelsen om at få en stald i de nye bokse, som man er ved at opføre og hvor Niels Petersen skal være, fortæller Flemming Poulsen.
”Men jeg tør ikke flytte efter min dårlige sæson i fjor. Det skal også hænge økonomisk sammen.
Trænerens fløjkunde er fynboen Ole Torkdahl, som ellers tidligere var udelukkende til travsport, men de tider er forbi.
”Han har tre heste hos mig og en enkelt hos Bent Olsen, som han netop har købt, fortæller Flemming Poulsen.
”Hos mig har han treåringerne Tristan Torkdahl og Isolde Torkdahl. Kun Tristan Torkdahl har startet af dem. Gik pænt på græsset i slutningen af sæsonen i fjor.
”Isolde Torkdahl er lidt sen i det. Kommer helt sikkert ud i år, og så har Ole Torkdahl også toåringen Snowqueen Torkdahl, fortæller hestens træner.
”Jeg har en toåring mere. Det er svært endnu at spå om deres evner, før vi har gået stærkt med dem, siger Flemming Poulsen.
Med derbysejre i både Danmark og Sverige og sejre i Gruppeløb udenfor Skandinavien har Flemming Poulsen haft en flot karriere.
”Jeg kommer med tre på Klampenborgs åbningsdag. Garcon, My Nephew og Red Cheek Fox, slutter Flemming Poulsen.