Rikke Rohbach Bonde: Jeg havde været tilfreds med en præmie på forhånd!
Klampenborg-træneren Rikke Rohbach Bonde havde ingen sejrsforhåbninger, da hun søndag formiddag drog over Øresund for at starte Stroxx Carlras i Svenskt Derby.
”Målsætningen var at få en præmie med hjem, fortæller Rikke Rohbach Bonde.
Stroxx Carlras har udelukkende startet på Jägersro i år.
Som irsk opdrættet er den svenske derbyvinder ikke startberettiget i Dansk Derby.
”Jeg så ikke afslutningen på derbyet, så jeg vidste ikke om den havde vundet eller var toer, begge dele var flot, så jeg var meget tilfreds, siger Rikke Rohbach Bonde.
22 heste er på Rikke Rohbach Bondes træningsliste Hun startede som træner i slutningen af 2019, og allerede om få uger har hun topchance for at vinde Dansk Derby.
Go On Carlras er nok hendes bedste kort til Dansk Derby efter sejren i Derby Trial Stakes i lørdags, men også staldvennen Handyman Carlras kan måske blande sig, – den var tredje i Derby Trial Stakes.
Forretningsmanden Cai Rasmussen er ejer af den svenske derbyvinder, og han er indehaver af over halvdelen af hestene, som Rikke Rohbach Binde serverer havren for.
Cai Rasmussen købte gennem agenten Filip Zwicky Stroxx Carlras for 65.000 Euro på Goffs Orby Sale i 2019.
Den svenske derbysejr er uden sammenligning hans største resultat i sporten til dato.
Rikke Rohbach Bondes bedre halvdel Nicolaj Stott red det perfekte løb. Det var hans tredje derbysejr, to i Danmark og nu en i Sverige.
Hans far Ken Stott har også vundet Svenskt Derby som jockey.
Med Moonbeam i 1972.
Rikke Rohbach Bonde er datter af den professionelle travtræner Thomas Bonde med stald i Aarhus, mens hendes mor Birgitte Rohbach i mange år var en ivrig amatørkusk.
Med den sensationelle derbysejr på Jägersro er Rikke Rohbach Bonde nu den næstmest vindende danske træner i år.