Snart kan flere komme til væddeløb
Efter den 9. september bliver det muligt at flere tilskuere kan komme på væddeløbsbanerne, men der er nogle krav der fortsat skal opfyldes.
Dansk Hestevæddeløb har udsendt følgende pressemeddelelse om de nye adgangskrav:
Forbund og DTGU: Vi skal sikre en forsvarlig afvikling af løbsdage med flere tilskuere
Formandskaberne i DTC, DG og DHV samt DTGU arbejder i disse dage på højtryk for at skabe nogle retningslinjer, der sikrer, at landets væddeløbsbaner kan håndtere muligheden for at afvikle løbsdage med flere end 500 tilskuere på en økonomisk og sundhedsmæssig forsvarlig måde.
Fredag aften udsendte Kulturministeriet en længe ventet pressemeddelelse med beskeden om, at tilskuerantallet til en række idræts-og sportsarrangementer bliver hævet med virkning fra 9. september.
For hestevæddeløbssporten er lempelsen en kærkommen mulighed for at afholde løbsdage med flere end 500 tilskuere. Afviklingen af løbsdagene skal dog ske efter den ordning, der tidligere har været gældende for afholdelse af fodboldkampe i Superligaen.
Med Superliga-ordningen følger en lang række retningslinjer og restriktioner, der kort og godt skal overholdes. Siden fredag er Kulturministeriets udmelding derfor blevet drøftet blandt formandskaberne hos Dansk Travsports Centralforbund (DTC), Dansk Galop (DG), Dansk Hestevæddeløb (DHV) samt Dansk Trav og Galop Union (DTGU).
Om disse drøftelser siger formand i Dansk Galop, Nick Elsass:
»Det er naturligvis glædeligt, at landets trav- og galopbaner nu får mulighed for at lukke flere tilskuere ind på vores løbsdage. Det har vi ventet på med længsel. Men med Superliga-ordningen skal vi i hestevæddeløbssporten også være bevidste om de betingelser, der følger med og som uvilkårligt vil påføre banerne en række ekstra omkostninger.«
Disse regler skal overholdes
Claus Kolin fra DTGU forklarer, at han allerede mandag sætter sig fysisk sammen med formandskaberne i DTC, DG og DHV for at finde ud af, hvordan man fra centralt hold bedst muligt understøtter de enkelte baner.
»Den rette håndtering af Superliga-ordningen kommer til at kræve et anderledes set-up for alle baner indenfor både trav- og galopsporten. Det går simpelthen ikke blot at slå portene op og lukke tilskuere vilkårligt ind. Det kommer til at kræve et stort kontrolapparat og stram styring på flere fronter,« siger han.
For at kunne afholde løbsdage på landets trav- og galopbaner efter Superliga-ordningens forskrifter, skal den enkelte bane nemlig leve op til følgende betingelser:
- Alle tilskuere såvel inden- som udendørs skal have anvist en fast plads
- Tilskuerne skal opholde sig i bestemte sektioner – og forblive i denne sektion hele løbsdagen
- Der skal være en selvstændig ind- og udgang for hver sektion
- Der skal være egne servicefaciliteter for hver sektion (toiletter, mad- og drikkeboder, totalisator)
- Afstandskravet på mindst 1 meter skal overholdes, såfremt man ikke er fra samme husstand eller vennekreds
- Der skal udarbejdes en sundhedsplan, som banen skal kunne fremvises efter anmodning fra sundhedsmyndighederne
- Banen skal være i besiddelse af kontaktinformation på alle tilskuere.
- Der skal være tilstrækkeligt med kontrollører til stede.
»For hestevæddeløbssporten er udfordringen ved at skulle overholde disse regler, at de fysiske rammer er meget forskellige fra bane til bane,« siger Claus Kolin.
Mulighed for økonomisk kompensation
Formanden for Dansk Hestevæddeløb, Leif Skov, forklarer videre, at man fra centralt hold er opmærksom på, at det på en række af landets væddeløbsbaner vil kræve mange ressourcer – såvel økonomisk som mandskabsmæssigt – at afvikle en løbsdag efter ovenstående forskrifter.
»Derfor vil vi både fra forbundenes, DHV’s og DTGU’s side hurtigst muligt gå i dialog med de enkelte banechefer for at få fastlagt, hvad der skal til for at banerne kan afvikle løbsdage efter Superliga-ordningen på en økonomisk og sundhedsmæssig forsvarlig måde,« siger Leif Skov og uddyber:
»Der vil jo eksempelvis være store forskelle på, hvor mange områder på en væddeløbsbane, der ud fra en omkostningsmæssig betragtning bør åbnes på en normal løbsdag kontra en storløbsdag.«
Han erkender, at det på flere af landets væddeløbsbaner kan blive en udfordring at holde de økonomiske omkostninger i kort snor i forbindelse med afviklingen af en løbsdag under Superliga-ordningen.
»Derfor er det ikke umuligt, at vi fra centralt hold sammen med DTGU også skal se på, om vi evt. kan finde midler til at understøtte banerne økonomisk i det store arbejde, der venter dem.«
Fortsat max. 100 deltagere ved amatørdeltagelse
Næstformand i DTC, Paul Bjerring, har også læst Kulturministeriets meddelelse med glæde.
Han betoner dog, at fredagens udmelding fra ministeriet alene gælder antallet af tilskuere. Den nuværende aftaletekst omhandler nemlig kun siddende tilskuere.
Derfor skal sportens aktive fortsat være opmærksom på, at forsamlingsforbuddet på en løbsdag stadig er begrænset til maksimalt 100 personer, såfremt amatører deltager.
»Indtil dette forbud bliver hævet fra regeringens side, vil der i proportionerne til travløbene fortsat være separate amatørdage og mulighed for afvikling af dobbeltdage,« siger Paul Bjerring.
Der er dog et begrundet håb om, at landets amatører i såvel trav- som galopsporten inden for en overskuelig fremtid kan komme til at dyrke deres sport igen uden at skulle tage hensyn til diverse restriktioner.
»Hestevæddeløbssportens Task Force har i den forbindelse foreslået myndighederne en mulighed for en sektionering af de aktives område,« siger Paul Bjerring
I løbet af den kommende uge vil DTC, DG, DHV og DTGU løbende melde ud, når retningslinjerne for afvikling af løbsdage med flere end 500 tilskuere falder på plads.