Store planer med Charming Knight
Derbyfavoritten Charming Knight er meldt i alle tre skandinaviske Derbies

Foto Burt Seeger
En af øjeblikkets forhåndsfavoritter til dette års Dansk Derby er Brian Wilson-trænede Charming Knight.
Charming Knight får årets første start på lørdag i Klampenborg.
”Han har overvintret perfekt, fortæller Brian Wilson.
”Jeg var tæt på at starte ham i sidste uge, men undlod primært fordi jeg ikke ønskede han skulle møde Flemming Velins hest (Unconquerable), siger Brian Wilson.
”Min hest møder en vældig god hest i Bettina hest (Never Pass Me), som imponerede mig i dens årsdebut på Jägersro. Den har så løb i kroppen i modsætning til min.
”Løbet på lørdag er ikke årets vigtigste løb for Charming Knight. Jeg håber først og fremmest på at få en god formbesked frem mod start nummer to i år, som bliver Dansk 2000 Guineas, fortsætter Brian Wilson.
”Derefter bliver det enten Dansk Derby eller forinden i Derby Trial Stakes, hvis alt forløber vel. Jeg hælder mest til Derby Trial Stakes inden Dansk Derby, for at få ham igennem tribunesvinget i løb inden Derbyet, forklarer Brian Wilson.
Klampenborg træneren Brian Wilson har hidtil en sejr i Dansk Derby på sit visitkort.
Med Mongolian Knight i 1993, som både træner og jockey.
Seks år forinden var han involveret i et dramatisk Dansk Derby, på ryggen af Mads Bomstærk, som var toer i mål.
Voldgiften blev sat straks efter løbet.
Undersøgelsen gik mod måletteren Farandole med Ole Larsen, en undersøgelse som ikke ændrede på indløbsrækkefølgen, i det første millionderby i dansk galopsport.
”Charming Knight er også anmeldt i Svenskt og Norsk Derby, oplyser Brian Wilson, som desværre har fået et tilbagefald med sit helbred.
”Det har ikke noget at gøre med min operation sidste år. Jeg har bare ondt hele tiden. Heldigvis præsterer hestene, og det er vigtigt, slutter Brian Wilson.
s