Tassmania kommer i derbyet
Måske lidt overraskende starter den dobbelte klassiske vinder Tassmania i Dansk Derby fremfor det 800 meter kortere Larch Ærespræmie, afslører hoppens delejer og medopdrætter Dean P. Olsen.

Tassmania sluttede som nummer seks og næstsidst i Derby Trial Stakes, men alligevel har ejer Dean P. Olsen og træner Paul Fitzsimons nu besluttet at hoppen skal starte i Dansk Derby.
”Både træneren og jeg har evalueret Derby Trial Stakes, og vores konklusion er, at det blev forvandlet til et sprinteropgør, beretter Dean P. Olsen.
”Tassmania sad langt nede i løbet og kunne simpelthen ikke tage længder ind på konkurrenterne i den hurtige afslutning.
”Vi tror på et langt højere tempo i derbyet, og det er ikke Silent Knight som jeg frygter mest. Den tror jeg ikke står, bedømmer Dean P. Olsen.
”Vi beholder Malin Holmberg på hende i derbyet. Hun har intet forkert gjort, så hun rider nu når min førstejockey Sara Slot ikke er klar, siger Dean P. Olsen.