Tre danskejede heste i Norsk Derby Trial Stakes
Tre danskejede heste er med i Norsk Derby Trial Stakes på Øvrevoll i aften.
Det er Karin Salling ejede White Heart med Carlos Lopez , og The JC Organization ApS Alligate Fredrik Janetzky, der begge trænes af Niels Petersen, der i aften er til start i Norsk Derby Trial Stakes.
Begge jagter karrierens første sejr, men har også kun tre løb tilsammen i benene.
White Heart gør sin første start i Niels Petersens regi. Den lukkede toårssæsonen på en fjerdeplads i Vinterfavoritternes Pris i Sverige trænet af Marc Stott, efter den forinden havde debuteret på en andenplads i Klampenborg.
Med 80 i tal kommer billetten til Norsk Derby næppe i farezonen uanset præstationen i aften.
Alligate leverede en forrygende ophentning i sin debut, efter den nærmest stod stille, da konkurrenterne sprang af.
Har ikke noget tal med sig til Norsk Derby Trial Stakes til i aften, da hesten kun har gjort den enlige start. Alligate skal levere i aften for at få plads i Norsk Derby den 22. august.
Kniven på struben for plads i Norsk Derby har også Bernt Dahl ejede Romanee i Cathrine Erichsens træning. Den har kun løbet en gang, hvor den sluttede på en syvendeplads.
Klampenborg-træneren Helle Christensen er på plads i rammeprogrammet med Screwbox Carlras og Starlight Runner i samme løb.
Førstnævnte startede så sent som i forgårs i Odense, hvor den svigtede som 28:10 favorit i spillet og blev nummer fem.
Man kan ikke ligefrem påstå Screwbox Carlras er bygget på skånekost.