Togo-Kim på scenen efter mange års fravær
Hestesportens Galla i morgen aften i Aarhus byder på comeback til tidligere jockey Kim Krøjsfeldt i rampelyset i galopsporten.
Den tidligere Franz Nutz-lærling og senere førstejockey hos Benny Jensen lagde støvlerne på hylden for mange år siden.
Han kommer til gallaen i morgen aften som repræsentant for sin bror Lars Kelp, som har topchance til titlen Årets træner.
Kim Krøjsfeldt behøver ikke skamme sig over sin karriere i galopsporten, selvom den ikke tåler sammenligning med broderen Lars Kelps.
Højdepunktet for Kim Krøjsfeldt var sejren i Dansk Derby med Togo i Benny Jensens træning.
Året var 1989, da Stutteri Nippon-opdrættede Togo vandt Dansk Derby, efter mesterlig ridt af Kim Krøjsfeldt.
Lars Kelp og Kim Krøjsfeldt er sønner af den mangeårige træner Bendt Jensen, akkurat som Ole Krøjsfeldt, som også var jockey igennem flere sæsoner.
De tre brødre har altid stået skulder ved skulder. Ingen indbyrdes jalousi.
Kim Krøjsfeldt kommer minimum på scenen to gange i morgen.
Titannia er uden konkurrence som Årets Treåring og Årets hest, trænet af Lars Kelp i jubelsæsonen 2022.
Arm i arm skal Krøjsfeldt på scenen sammen med vidunderets ejer og opdrætter.
Og GalopService.dk tror også Kim Krøjsfeldt kommer på scenen, når resultatet foreligger af kåringen Årets træner.