Trænerkollega rider for Bent Olsen i Göteborg
Bent Olsen stalden er repræsenteret ved onsdagens lunchgalop i Göteborg og ret så usædvanligt har Bent Olsen hyret en trænerkollega til at ride hans enlige starthest French Warrior.
”Jeg tror French Warriors fremtid som væddeløber er i forhindringsløb, fortæller Bent Olsen tirsdag morgen.
-Jeg har booket Henrik Engblom til at ride den – jeg betragter ham som en af de allerbedste forhindringsryttere i Skandinavien.
”Engblom har Göteborg som sin hjemmebane, så jeg føler vi har gjort det rigtige. French Warrior var toer i fjor på norske derbydag over forhindringer, så den magter det fint, fortsætter Bent Olsen.
”Der er jo ingen forhindringer på banen i Klampenborg, men den har sprunget fint ude i Dyrehaven over træstammer. Det er jo ligegyldigt, hvad de springer over, bare de hopper højt nok, siger Bent Olsen.
French Warrior har virket uden bid i fladløbene i år og er nu nede i 72, fem kilo under dens maksimum.