Velin allerede i gang med forberedelserne til 2023
Flemming Velin har ikke startet hest siden 19. august, og der bliver heller ikke flere starter i år.

”Jeg kunne godt have startet Unconquerable, men havde ingen passende opgave til ham i Klampenborg, siger Flemming Velin.
Stald Flemming Velin har bare haft 14 starter i år med fire sejre og præmier for 123.230 kroner, hvilket slet ikke står i mål med de store investeringer Flemming Velin har foretaget efter skandinavisk målestok.
”Du kan kalde mig en forsker. Jeg søger hele tiden at lære nyt, og jeg har ikke travlt med mine heste, fortæller Flemming Velin.
”Vi træner med 17 heste for øjeblikket. Jeg har et godt personale, og jeg forventer nogle af de ældste som ikke har startet i lang tid, kommer i løb til næste år, beretter Flemming Velin.
Den engelske St. Leger treer Fields Of Athenry har ikke startet siden 2017.
”Den har haft alverdens problemer. Det ser godt ud nu. Jeg er ret sikker på den kommer til start næste år, bedømmer Flemming Velin.
Fields Of Atherny fylder 11 år til nytår akkurat som Giuseppe Piazzi, som ikke har startet i år.
”Det har været en dejlig hest for os. Har vundet Scandinavian Open og været nummer to i samme løb.
”Vi giver aldrig op her i stalden, ler Flemming Velin, som ikke har en eneste hoppe i sin besætning.
”Det går ikke at have hingste og hopper i samme stald, er min erfaring, oplyser Flemming Velin.
Kun en af Flemming Velins heste er kastreret. De øvrige 16 er hingste.
Trækplastret hos Flemming Velin i år har været Unconquerable.
Med tre sejre i fem starter.
Den deltog i Tysk Derby, men var chanceløs.
”Konkurrencen i Tyskland er helt anderledes end her i Skandinavien, siger Flemming Velin.
Unconquerable er den klart højst handicappede treåring i dansk træning med 92, men det er ikke sikkert den tegner overskriften i nordsjællænderens stald i 2023.
”Jeg har en fantastisk lækker toåring i Commander Of War. Den har ikke startet i år, men den bliver meget spændende,siger Flemming Velin.
”Jeg nyder at følge mine heste herhjemme i træningen og jeg har et godt personale-
På personalesiden er den mangeårige amatørrytter Rikke Bay.
”Hun er en fremragende medarbejder, roser hendes chef.
Uanset fremtiden får Flemming Velin aldrig en hest med samme bevågenhed som den største publikumsmagnet til dato i Danmark i galopsporten.
Flying Drummer.
I Vinzenz Vogels træning med Gert Hansen som jockey leverede den toppræstationer i løb efter løb.