Verdensstjernens afbud gav andenjockeyen derbychancen
Telefonopkaldet fra England til Ole Larsen den sidste lørdag i juni 1984 var ikke opringningen Ole Larsen ligefrem ønskede.
Den engelske verdensstjerne Joe Mercer meddelte, at han ikke var i stand som lovet at tage til Dansk Derby dagen efter og ride Ole Larsen-trænede Fabulous.
Ole Larsen havde selv ridt i løbet. Hvad skulle han finde på af alternativ til Joe Mercer, når han skulle kontakte hoppens Ejler Rasmussen om den triste besked.
Telefonsamtalen med Ejler Rasmussen blev kortvarig. De var nemlig begge enige om at give Ole Larsens unge jockeymedarbejder Klavs Hviid ridtet.
Klavs Hviid havde kort forinden afsluttet sin lærling uddannelse.
Ole Larsen-staldens andenjockey Klavs Hviid gjorde ingen forkert bevægelse i årets vigtigste løb i Danmark. Med en feltherrers overblik red han som reserve Fabulous til sejr i Dansk Derby.
En storsmilende Ole Larsen modtog pressen efter Dansk Derby, og nok en triumf for derby-Larsen, men ikke med derby-Larsen selv ombord på ryggen af vinderen.
– Klavs gjorde det fantastisk. At blive kastet ind i et så stort løb, i en så ung alder, med så kort varsel. Jeg er imponeret, roste Ole Larsen efter derbysejren foran det talstærke pressekorps
Kurt Poulsen fra Ekstra Bladet spurgte Ole Larsen om Klavs Hviid så også ville få ridtet på Fabulous på Damernes Dag, i Dansk Oaks.
– Der rider Larsen, grinede Ole Larsen og det gjorde han også, og igen vandt Fabulous.
Klavs Hviid blev senere en fremragende forhindringsjockey, og er alletiders mest vindende danske forhindringssjockey.
Han er i dag 59 år. Snart venter medlemsskabet til de seks årtiers klub.
– Jeg følger stadigvæk med i galopsporten, fortæller Klavs Hviid i telefonen til GalopService.dk.
– Dog mest i løb i udlandet, oplyser Klavs Hviid.
Den mangeårige toprytter Klavs Hviid blev uddannet til jockey som lærling hos den i dag fortsat aktive Aarhus-træner Torben Christensen.
JVB-træneren havde samtidig en anden jockeylærling i stalden, i form af Carsten Rasmussen.
– Imponerende Torben fortsat holder ved, synes Klavs Hviid om sin mangeårige chef.