Silverstone tæt på millionen
Andenpladsen i går i Norge var den hidtil bedste indsats fra Silverstone ifølge handicapper Nicholas Cordrey.
Efter andenpladsen i det store hoppeløb på Øvrevoll søndag eftermiddag, blev Kjeldsbjerggaards Silverstone nemlig hævet til 84, og så højt har hun ikke stået tidligere.
”Det synes jeg nok hun burde have gjort, men lad det ligge, fortæller hendes træner Bent Olsen mandag morgen.
”Det er en kanonhoppe. Hun fik et skidt løb i går, hvor hun kom dårligt fra start. Utroligt hun alligevel blev nummer to, roser hendes træner.
Med andenpladsen i den norske hovedstad tæller hendes præmiekonto nu 997.974 kroner, så tampen brænder i den grad til millionklubben.
”Mon ikke hun kommer over millionen i næste start, som bliver i Dansk Breeders i starten af næste måned, siger Bent Olsen.
Silverstone har kun været uplaceret en gang i hendes foreløbige 17 starter. Det var i debuten.
Hun aflagde maidentitlen med sejren i Vinterfavoritternes Ærespræmie.
Silverstone blev dobbelt klassisk vinder sidste år med sejre i både Dansk Oaks og Norsk Oaks og desuden blev tredje i Dansk Derby.
”Jeg tror, at der findes yderligere udvikling. Hun så perfekt ud her til morgen. Det er ikke til at se på hende, at hun var i væddeløb i går, fortæller Bent Olsen.