Stor dag for Bettina Andersen
Klampenborg-træneren Bettina Andersen havde en stor dag på hjemmebanen hvor hun ikke blot havde vinderen i Dansk Kriterium, men også vinderen i Racing Bowl.
My Jamil (Al Shemali) med Jacob Johansen blev en sikker vinder af Herman Sallings Mindeløb, dansk Kriterium – med en førstepræmie på 150.000 kroner.
My Jamil., der tilhører første årgang efter Al Shemali er opdrættet af Berner Olsen, og blev solgt på åringsauktionen i fjor for 28.000 kroner.
Nu har hoppen, der trænes af Bettina Andersen, og ejes af en anpartsstald, med dagens førstepræmie vundet 247.500 kroner!!
My Jamil vandt sikkert foran favoritten Palm Springs med Per Anders Gråberg, mens My Vision besatte tredjepladsen.
Forinden havde Bettina Andersen været i vindercirklen for at modtage Sandtastic (Footstepsinthesand), der redet af Josefin Landgren vandt Klampenborg Hesteejerforenings Racing Bowl med 50.000 kroner i førstepræmie.
Det var anden sejr i år til Sandtastic, der alene i 2020 har tjent 220.036 kroner – førstepræmien i Sprint Cup på derbydagen skæppede godt med 165.000 kroner.