Provinsens største dag
Det er vist klart for de fleste, at dansk galops to store poler er Klampenborg og Jydsk Væddeløbsbane, og det er da også kun heste fra de to træningsområder, der i eftermiddag gør op i Aarhus Stiftstidende Jydsk Derby 2021.
![](https://i0.wp.com/galopservice.dk/wp-content/uploads/JVB-forsicde-Jyllandslob2021.png?resize=396%2C585&ssl=1)
Selv om løbet har haft navnet, Jydsk Derby – og med skiftende sponsornavne tilknyttet – i mere end 30 år, så omtales det aarhusianske storløb mand og mand imellem som Jyllandsløbet.
Sådan hed det fra start – og sådan blev det kendt i dansk galopsport – og den tradition er svær at komme af med.
Årets udgave af løbet har blot syv deltagere – hjemmeholdet stiller med fire – gæsterne fra Klampenborg med tre.
På papiret ser det ud til at det også i år bliver til en lokal sejr.
Kaj Sørensen, der i fjor vandt med Speedman, har i år et par gode kandidater i Mustang (Al Shemali) med Oliver Wilson og Hitman (Go Go Gadget) med Jacob Johansen, men kollegaen Ian Archer har måske feltets allerbedste i den ubesejrede Smooth N Royal (Go Go Gadget) med Frederick Salvador.
Feltets højest handicappede stiller Bent Olsen med, nemlig hoppen My Vision (Al Shemali) med Elione Chaves.
Distancen er 2200 meter og den samlede præmiesum er på 340.000 kroner.
Det er synd at sige startfrekvensen er stor . Bare et løb med et tocifret antal heste i boksene.
I Consolation-løbet er der således blot anmeldt fem heste, og en af dem udgår, nemlig Vupti Carlras.
Løbsdagen indledes klokken 15.00, og for første gang i denne løbsdags historie bliver det med en kvindelig løbsreferent.
Det er Nicole Marsing, der indtager pladsen i speakerboksen.
Baneprogrammet kan downloades på dette link – klik her