Stopper trods succes
Aarhus-træneren Jan Olsen står fast på sin beslutning om at stoppe inden for galopsporten ved årets udgang på grund af utilfredshed med sportens ledelse – også selv om han lørdag eftermiddag sadlede to vindere på Klampenborg.
Tidligere i denne uge bragte vi et interview med Jan Olsen, hvor han oplyste, at han stoppede som træner inden for galopsporten ved årets udgang på grund af utilfredshed med sportens ledelse.
Den beslutning ser Jan Olsen ikke ud til at ændre, selv om han lørdag eftermiddag sendte to heste til start, der begge sejrede!
-Nej, den står fast, sagde han efter doublen.
-Når sæsonen er slut bliver hestene solgt.
Det er næsten på dato to år siden Jan Olsen sidst havde en vinder – ja, da havde han faktisk også en vinderdouble.
Det var på hjemmebanen i Aarhus, hvor først Aros og siden Lotus Cafe sejrede.
I dag var vinderne den 4-årige Tony Soprano (American Post) og den 3-årige Meadow Soprano(Galioway), der begge har den franske hoppe, Maternelle (Machiavellian) som moder.
For begges vedkommende var det første gang i karrieren, de kom først over stregen.
Per-Anders Gråberg sad på Tony Soprano, der bar topvægt 65 kilo i 4. løb, men som klarede sejren i hus, selvom Hawthorn med Oliver Wilson sluttede meget stærkt af ude i banen og blot var en hals efter på målstregen.
Også Meadow Soprano med Shane Karlsson måtte kæmpe for sejren, der blev vundet med hals foran Jessie med Elione Chaves.
Per-Anders Gråberg vandt også med Flemming Velin-trænede Catch of Camelot, mens Oliver Wilson tog en double på Brian Wilsons Noifsandbuts og Søren Jensens Good Fortune.