Dødsfald Flemming Højelse
Dyrlæge Flemming Højelse er afgået ved døden efter længere tids sygdom, 78 år gammel.
Flemming Højelse, der var en meget respekteret dyrlæge, kom ind i galopsporten på grund af faderen, galoptræneren Henning Højelse med træningskvarter i Klampenborg.
Henning Højelse blev navnlig kendt som træner for den danske derbyvinder Galant Fox, som blev gennembruddet i sporten for dens ejere Jørgen & Ole Strecker.
Flemming Højelse fik aldrig nogen professionel karriere i galopsporten som sin far.
Han valgte amatørsporten, hvor han var blandt de bedste i Danmark og bl.a. sejrede i Hendes Majestæt Dronningens Ærespræmie.
Det var den gang der var overtal af mandlige amatørryttere i forhold til rytterne på spindesiden.
Men fremfor blev Flemming Højelse kendt som en person inden for galopsporten, som magtede begrebet – tab og vind med samme sind.
Han begraves på lørdag i Kalundborg fra Bethlehemskirken, Ubberup Valgmenighedskirke, Tingvejen 47, klokken 12.00.
Æret være hans minde.