To dansktrænede heste på Jägersro
Til dagens løb på Jägersro har såvel Bettina Andersen som Søren Jensen hver startmeldt en hest.
I 1. løb starter Bettina Andersen den 3-årige Never Pass Me (No Nay Never) med Oliver Wilson med et kilo overvægt.
Never Pass Me startede fire gange som 2-åring, og sejrede og var nummer tre og fik et handicap på 73.
Løbet er for 3-årige heste, distancen 1200 meter på dirt og der er en førstepræmie på 41.500 SEK – kun fem heste kommer til start med den ubesejrede Fast Forward (Reliable Man) med Valmir de Azeredo fra Frederik Reuterskiölds stald.
Den startede som 2-åring tre gange og vandt hver gang og fik et handicap på 82!
Det er også en 3-åring som Søren Jensen starter i 4. løb, Lexington Avenue (Jimmy Creed) med Oliver Wilson.
Her er distancen 1600 meter dirt og førstepræmien er på 33.500 SEK.
Lexington Avenue startede to gange på Klampenborg som 2-åring og sluttede af med en andenplads.
Lexington Avenue er helbroder til Kanthaka, der vandt Grade 2-løb i USA og tjente over 430.000 dollars, så der er noget at leve op til for Lexington Avenue.