Roxsand aflivet
Heldet har ikke været med Klampenborg-træneren Inge Mette Dejgaard på det seneste.
For ikke så længe siden måtte staldens brave fighter Lord Of Dublin lade livet, da den kom løs før starten til Benny Jensen Memorial i Klampenborg og trådte ned i et hul på banen, så dyrlægen ikke havde anden udvej end at aflive den.
Og nu har samme træners treårige hoppe Roxsand også forladt jorden.
”Hun var slettet fra en start i sidste måned på grund af halthed, fortæller Inge Mette Dejgaard. ”Roxsand har også haft problemer med en bukhov, og der har også været andre ting i vejen med hende, fortsætter Inge Mette Dejgaard.
”Hun fortjente at få fred, forklarer Inge Mette Dejgaard.
Roxsand var ingen stjerne, men en hest som ejeren Pirjo Hansen var vældig glad for. Den var opdrættet af Morten Nielsen i Nordjylland.
Samme opdrætter er alligevel repræsenteret i Inge Mette Dejgaards stald.
Ejerne af afdøde Lord Of Dublin har nemlig investeret i frisk blod, opdrættet af Morten Nielsen.
”I en lækker unghest med Evasive som far. Jeg tror vældig meget på Evasive i avlen, bedømmer Inge Mette Dejgaard.
Med tilgangen af unghesten v. Evasive har Inge Mette Dejgaard fire heste i træning, og to andre plage kommer snart i træning i Domino-stalden, som har været fast residens for Inge Mette Dejgaard i hele hendes trænerkarriere.