-Ansvaret ligger hos mig!
Det er over et halvt år siden Niels Petersen trænede Ugotthelook testede positivt efter en dopingprøve på Øvrevoll efter sejrsløbet på Øvrevoll den 7. maj med det beroligende middel Plegasil.
”Der er endnu ikke faldet dom i sagen, men det sker nok i denne måned, fortæller Niels Petersen.
”Der er foretaget mange afhøringer. Alle i mit personale er blevet afhørt en eller to gange, fortæller den skandinaviske trænerchampion i 2020.
”De har gået grundigt til værks, og det kan man kun bifalde.
”Som jeg forstår det, får jeg en bøde som træneransvarlig, siger Niels Petersen.
”Der er en hovedmistænkt i sagen, som har arbejdet hos mig, men som nu er flyttet til Chile, beretter Niels Petersen.
”Jeg hævder ikke at han er skyldig, og han er heller ikke anklaget. Det vil fremgå af rapporten når den kommer, at der er en hovedmistænkt, som ikke er afhørt.
”Når gerningsmanden ikke er fundet, hviler ansvaret på mig som hestens træner, og det må jeg bare acceptere.
”Jeg er tilhænger af en ren sport, og har ikke dårlig samvittighed, fortsætter Niels Petersen, som nu har 13 heste på filialen i Klampenborg.
”Jeg har ikke været i den nye stald vi har fået, på grund af Coronaen. Jeg har to fuldtidsansatte på stedet, som heldigvis har fået ordnet deres boligsituation, beretter Niels Petersen.
”Jeg håber, at jeg i løbet af ikke så forfærdelig længe kan komme til Danmark og se til hestene, men jeg er ikke spor urolig. Det er gode folk, som har med hestene at gøre i dagligdagen, og vi er i tæt dialog om det hele, forklarer Niels Petersen.
Det har været fremme, at den tidligere træner Andrew Kidney skal være Niels Petersens højre hånd på filialen i Klampenborg.
”Det er endnu uvist. Lige nu har jeg to folk på, og forventer også at tilknytte en tredje. Hvem det bliver ved jeg ikke lige nu.
”Jeg er i en opstartsfase, hvor mange ting besværliggøres på grund af Coronaen, men det skal nok blive godt, mener Niels Petersen.