Astron bliver bedre og bedre
Solgte Dansk Hestevæddeløbs bestyrelsesformand John Kirketerp den nu femårige Astron for tidligt?
Siden ejerskiftet og flytningen fra Danmark har femåringen udviklet sig med hastige skridt.
I aften jagter den tredje sejr på stribe, som i givet fald vil være årets sejr nummer fem.
Den har nemlig vundet fire gange i otte starter – så langt i 2022.
”Den er blevet langt bedre end jeg troede, fortæller John Kirketerp.
”Det kan dog på sigt være godt, at man sælger en god hest for fremtidige handler, men lige nu er jeg ude af galopsporten.
”Jeg har mistet et par ungheste, som er blevet aflivet efter skader, oplyser John Kirketerp.
Astron løber i aften efter 86.
Det var på anbefaling af jockey Nicolaj Stott, at John Kirketerp købte den svenskfødte Astron , som Klampenborg-træneren Søren Jensen forinden havde prikket ud til stalden på auktion i Sverige.
”Da Rikke Rohbach Bonde og Nicolaj Stott åbnede trænerbutik fulgte Astron med, men hesten levede ikke op til forventningerne, og så solgte vi den, forklarer John Kirketerp.
Astron rides igen i aften af sin ejer Nathalie Mortensen, som for længst har reddet sæsonen med sønnen af Eishin Dunkirk, med præmier for over 200.000 kroner siden 1. januar.