Auktion: 10 åringer fra Hjortebo
På fredagens auktion på York Stutteri kommer Danmarks største opdrætter med 10 åringer, men har 19 optaget i kataloget.
Allerede den 1. juni var anmeldelsesfristen til Scandinavian Yearling Sales, og det er grunden til at Stutteri Hjortebos antal af åringer på auktionen er skrumpet ind fra 19 til 10.
-Vi havde oprindeligt meldt 19 åringer, da der var anmeldelsesfrist til auktionen allerede den 1. Juni – men har solgt 9 privat siden. Det er ikke usædvanligt for os at sælge en hel del privat – vi er vel fortsat dem, der kommer med flest åringer på auktionen, siger Iben Hjorth Buskop.
-Der har været en del købere, der af den ene eller anden grund i år ikke har mulighed for at være til stede på auktionen – og vi er meget taknemlige for, at de hesteejere har valgt at komme og besøge os og se åringerne på stutteriet i stedet. Det opfatter vi som er positivt signal for hele sporten, siger Iben Hjorth Buskop videre.
-I år har besøgene hos os på stutteriet nok været lidt senere end sædvanligt – sikkert pga. COVID-19, som har betydet at alle har været lidt afventende, men vi føler optimismen er tilbage efter restriktionerne er løftet og vi igen kan mødes til væddeløb og på stutteriet, siger Iben Hjorth Buskop.
Blandt de 10 åringer, der fredag kommer i ringen fra Stutteri Hjortebo, er fire åringer efter Appel Au Maitre.
-Appel Au Maitres afkom bliver jo bare ved med at imponere – i denne weekend vandt Garcon Fyensløbet og søndag vandt Semper Fi Breeders Juvenile og Good Fortune Breeders Trophy, siger Iben Hjorth Buskop
Blandt Appel Au Maitre-afkommene er en søster til New Target og Suspicious Boy – ud af Hjortebos gode familie med Masterkid, Kronhjort m.fl.
Hjortebo præsenterer også tre afkom efter deres nyeste hingst, Moohaajim (Cape Cross), der inden han kom til Hjortebo var opstaldet til avlstjeneste i Irland.
-Lot 92 ligner sin far og med Acclamation som morfar er der vel næsten garanti for, at han kan blive en tidlig type med masser af speed, mener Iben Hjorth Buskop
Hjortebo fremstiller også to afkom efter Giant Sandman – bl.a. en helsøster til Sandmandarine der vandt i sin debut, samt første afkom efter Appelé Amour, der er helsøster til Appelina.
Appele Amour har været i England, hvor hun blev bedækket ved den engelske derbyvinder Sir Percy- og resultatet er lot 81.
Se mere om Stutteri Hjortebos åringer på dette link – klik her