Auktionsfund vandt Produce Stakes
Blot 30.000 kroner kostede Happy Feet på Dansk Galops Åringsauktion – lørdag eftermiddag vandt Happy Feet Produce Stakes med en førstepræmie på 100.000 kroner.

Stutteri Hjortebo havde udsat ærespræmie til vinderens ejer i Produce Stakes, men havde også på anden måde en finger med i forbindelse med løbets vinder.
I efteråret 2018 købte Stutteri Hjortebo hoppen Delayed Footsteps af Bodil Hallercrantz i Sverige og lod hoppen bedække ved stutteriets fløjhingst Appel au Maitre.
Efterfølgende solgtes Delayed Footsteps til Søren Nissen, og i 2020 fødte Delayed Footsteps et hoppeføl, der fik navnet Happy Feet.
Under det navn solgtes åringen for blot 30.000 kroner på York-auktionen til træner Bent Olsen på vegne af Christiansen Racing.
Happy Feet kom til start i Produce Stakes med to starter bag sig – her var hun i begge tilfælde placeret sig på femtepladser – men senest blot slået med 5.5 længde fra vinderen Would She.
Da feltet gik ind i opløbet i Produce Stakes, var der intet, der tydede på at Happy Feet skulle blive vinderen.
GoGo Surprise med Nicolaj Stott og Nevercantell med Martin Rodriquez var helt fremme og med 200 meter til mål lignede det sejr til Nevercantell – en debutant fra Søren Jensens stald.
Men helt ude i banen sluttede Happy Feet forrygende af.
Ja, dens navn passede utroligt godt, for den kom dansende og strøg forbi til sejr foran Nevercantell og endnu en debutant fra Søren Jensen, Blimey med Oliver Wilson på tredjepladsen, mens Bettina Andersens Would She med Jacob Johansen og Sandy Kjærs Alakay med Andreas Tapia Dalbark tog de sidste præmier.