Bettina Andersen 50 år, onsdag
Klampenborg træneren Bettina Andersen fylder 50 år onsdag den 3. februar.
Bettina Andersen blev forleden kåret til Årets galoptræner i Danmark, som den blot anden kvindelige træner efter Hanne Bechmann.
Bettina Andersen har altid haft Klampenborg som hjemmebane. Hun indledte sin karriere i sporten i Domino stalden hos træner Gert Hansen, hvor hun fik sine forældre overtalt til at købe en hest.
Den fik navnet Moby Dick, opkaldt efter forældrenes daværende fiskerestaurant som nabo til Bellevue-teateret i Klampenborg med udsigt over Øresund.

Bettina Andersen udviklede sig i sporten og fik jockeylicens og også trænerlicens, og 2020 blev hendes hidtil bedste sæson i karrieren.
Årets toåring og tillige Årets Hest i Danmark står i hendes stald – den nu treårige My Jamil.
Bettina Andersen er gift med Klampenborgs mangedobbelte championjockey Kim Andersen.
Fra et tidligere ægteskab med træner Brian Wilson har hun sønnerne Patrick og Oliver.
Patrick er nestoren hos brødreparret. Han viste tidligt talent som rytter, men tabte kampen til vægten og så blev han beslagsmed.
Lillebroderen har med jernhård disciplin formået at kunne ride de krævede vægte for at holde sig aktiv i galopsporten, og han har flere gange været kåret til Årets Jockey i Danmark.
Senest til kåringerne i den nu forgangne måned.
Ved siden af trænerforretningen driver Bettina Andersen i fællesskab med moderen Hanne det idylliske Hotel Fortunen, kun et stenkast fra Dyrehaven.