Bettina Andersen godt rustet til 2021
Klampenborg-træneren Bettina Andersen har på papiret en stærkere stald nu end ved sæsonstarten 2020.

Klampenborg træneren Bettina Andersen var blandt overraskelserne i den nu forgangne sæson.
På trods af en smal stald blev hun nummer tre i den danske trænerliga med præmier for 1.402.136 kroner.
”Jeg synes min stald lige nu virker bedre end i fjor, fortæller Bettina Andersen. Vi er i gang med seks åringer, beretter træneren.
”Det er flere end i fjor og prismæssigt har de nye også været meget dyrere, siger Bettina Andersen.
Blandt åringerne i fjor er den dobbelte storløbsvinder My Jamil.
Vinder af både Dansk Kriterium og det bedre betalte Auktionsløb. Totalt tre sejre og 547.500 kroner.
Al Shemali-datteren er landets mest vindende toåring, og lige så sikker på at blive kåret til Årets toåring, som to plus to er fire.
”Jeg har 14 heste i træning lige nu, siger Bettina Andersen.
Alderspræsidenten i stalden er snart syvårige Sandtastic, som i fjor blev medlem af millionklubben.
14 heste bliver til 15 om godt en måned, når treårige Sea The Shadow returnerer til butikken efter vinterferie hjemme hos dens ejer.
Bettina Andersen må også have gode odds for en nominering til Årets træner.